Københavns Kommune anmodede Økonomi- og Indenrigsministeriet om en vejledende udtalelse om, under hvilke betingelser Borgerrepræsentationen kunne foretage delegation til forvaltningen af sin kompetence til at træffe beslutning om ekspropriation efter vejlovgivningen ved gennemførelse af anlægsprojekter. Baggrunden for anmodningen var et aktuelt større anlægsprojekt. Projektet var beskrevet som et stort og komplekst byggeri, der krævede en række ekspropriationer af forskellig karakter. Disse ekspropriationer skulle efter det oplyste ske efter vejlovens bestemmelser herom.
Økonomi- og Indenrigsministeriet forholdt sig alene generelt og abstrakt til det omhandlede spørgsmål. Ministeriet forholdt sig således ikke til den konkrete sag.
Udtalt, at kommunalbestyrelsen som udgangspunkt har fri adgang til at overlade sin kompetence til udvalg og til den kommunale forvaltning, med mindre andet er fastsat eller forudsat i lovgivningen. Det forhold, at en kompetence i lovgivningen er tillagt kommunalbestyrelsen, er som udgangspunkt alene udtryk for, at opgaverne skal løses i kommunalt regi. Andet kan dog være fastsat eller forudsat i lovgivningen.
Herefter bl.a. redegjort for, at det i teori og ombudsmandspraksis og i et vist omfang i ministeriets tilsynspraksis har været antaget, at der af retssikkerhedshensyn skulle gælde et ulovbestemt delegationsforbud i sager, hvor der skal træffes beslutninger, som indebærer betydelige indgreb i borgernes retsstilling, som det eksempelvis er tilfældet med ekspropriationer. Endvidere redegjort for udviklingen i retsopfattelsen af dette spørgsmål, hvorefter det i senere tilsynspraksis er antaget, at der kan delegeres til stående udvalg i kommunen, med mindre særlige forhold gør sig gældende.
Det var Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at spørgsmålet om delegation fra kommunalbestyrelsen til stående udvalg i kommunen, henholdsvis den kommunale forvaltning i ekspropriationssager, der sker med hjemmel i vejloven, i første række måtte bero på en fortolkning af de relevante bestemmelser heri.
Transportministeriet havde som ressortmyndighed for vejloven udtalt over for Økonomi- og Indenrigsministeriet, at det efter Transportministeriets opfattelse ville være ulovligt, hvis det delegeres til den kommunale forvaltning at træffe beslutning om ekspropriation efter vejloven. Transportministeriet havde i den forbindelse henvist til sammenhængen mellem bestemmelsen i vejlovens § 48, stk. 1, hvorefter der i åstedsforretningen skal deltage mindst ét medlem af den kommunalbestyrelse, der er vejbestyrelse, og bestemmelsen i vejlovens § 49, stk. 1, hvorefter vejbestyrelsen på grundlag af det fremkomne træffer beslutning om, hvorvidt og i bekræftende fald hvorledes ekspropriationen og foranstaltningerne skal gennemføres. Transportministeriet udtalte, at det var Transportministeriets opfattelse, at vejlovens § 48 er udtryk for et forbud mod, at vejbestyrelsen alene er repræsenteret ved embedsmænd eller andre på åstedsforretningen. Åstedsforretningen kan således kun gennemføres, såfremt mindst ét medlem af kommunalbestyrelsen deltager i åstedsforretningen.
Transportministeriet havde endvidere udtalt, at det var Transportministeriets opfattelse, at udviklingen i retsopfattelsen for så vidt angår delegation til stående udvalg, ikke medfører, at delegation i henhold til vejloven af ekspropriationsbeslutningen til den kommunale forvaltning er lovlig.
Transportministeriet havde endelig udtalt, at det var Transportministeriets opfattelse, at de nævnte bestemmelser i vejloven ikke er til hinder for, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende praksis kan delegere ekspropriationsbeslutningen til et af kommunalbestyrelsens medlemmer sammensat udvalg eller underudvalg, f.eks. kommunens tekniske udvalg.
Udtalt, at de kommunale tilsynsmyndigheder ved afgørelsen af spørgsmål om fortolkning af lovgivning, der henhører under et andet ministeriums område, sædvanligvis lægger en præcis og entydig udtalelse herom fra vedkommende ministerium til grund ved tilsynsmyndighedens behandling af sagen.
På denne baggrund var det Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at det ikke vil være i overensstemmelse med vejloven, hvis det delegeres til den kommunale forvaltning at træffe beslutning om ekspropriation efter vejloven.
Udtalt, at denne retsopfattelse, der hviler på en fortolkning af vejlovens bestemmelser, gælder uanset, at såvel eksistensen som rækkevidden af det ulovbestemte delegationsforbud, der er antaget i ældre ombudsmands- og tilsynspraksis, og som var begrundet i retssikkerhedsmæssige hensyn, på baggrund af senere tilsynspraksis og litteratur må anses for tvivlsom.
Det var endvidere Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at beslutningskompetencen i ekspropriationssager efter vejloven, som udgangspunkt frit kan delegeres til stående udvalg, med mindre særlige forhold gør sig gældende, og at dette udgangspunkt alene gælder for delegation af ekspropriationsbeslutninger efter vejloven til kommunale udvalg . Om dette udgangspunkt i konkrete tilfælde må fraviges i forhold til stående udvalg, må afgøres på baggrund af de konkrete omstændigheder i den pågældende sag.
Økonomi- og Indenrigsministeriets udtalelse af 25. oktober 2012 til et advokatfirma
– j.nr. 2012-00330